Dagen der aldrig kom tilbage

Solen sank bag de skygger, der i dens suk blev længere og længere. Ned bag horisonten, der som en dødslinje trak den sidste røde stråle ud at gemme til evigheden.

Mørket kom krybende mellem sorte træers statiske silhuetter. De stod som forstenede vidner til den døende dag, som vidste de, hvad der skulle ske – deres grene sank; søgte mod jorden.

Himlen –  klarere end nogensinde, pyntede sig op til at forblænde hele verden med blinkende stjerner, frostklare, de blå og de røde. Alle de der ses som diamanter på det fløjstæppe, der nu bredtes ud over mørket – det nye.

Tusinder af Ildfluer opstod som nætterne skred frem, de blinkede hæmningsløst i deres nye frihed,  og buskene blev scene for Danse des Belles. Ikke en lyd hørtedes, blot mørkets tavshed dannede ramme.

Dagen kom aldrig tilbage

Advertisements

Lavlys

jeg sidder med mine hænder foldede, tager pause fra verden, jeg ser ud som om, jeg er lukket inde, hedder jeg. Sidder i solen og i skyggen derefter og hjælper på min egen dødsstil. Marilyn er mig, og jeg kan stjæle med min sjæl med min krop og med min eftertanke, tros eller ikke.

Har fundet min verden ad virkelighed kæmper med ramponerede forskelle, jeg glemmer det hele, når jeg skal tidligt op, jeg hedder ikke Marilyn, men vi er søstre som to. Dumme blondiner – hun havde JFk, jeg havde alle de andre, de var ikke hendes, men hun må gerne få dem, og de må gerne få hende.

Når det blev nat blev det hele skyggefarvet, der var blå i himmel´farver, der var fløjl i indersnak, det var nyt, det hele. Jeg favner lyd og gamle ord langs afsted og savner petitesser.

Berlin Savage

Din nakke ser jeg tydeligt, din duft hænger i min næse.

Det er forbudent frugt, men jeg hæger ved min ejendom, krydser klinger med det hele, fanger dig aldrig. Gråvejret står som en dyne, men ikke vores, himlens selv, ringer fra fjerde til tredje og hører din stemme; dansk og tysk høres ude på gangen. Jeg regnes ned fra etager, synes at det fortjener jeg, fordi jeg ikke forstår og fordi jeg alt for tit er blevet efterladt.

Skyerne samles og spredes over den store vildhimmel over alt, hvad jeg aldrig så. Gå aldrig fra mig på en storbyvej, gå aldrig fra mig midt i Berlin Savage, min elskede.

Midt i krydset står jeg og samler mig, mine nylonstrømper kryber sammen om mine lår, jeg samler dem alligevel op og flår dem i stykker. vender mig om og ser lyset blive grønt på min rute. løber alligevel, mine sko er det sidste jeg efterlader.

Gregoriansk

ekkoer i kontrasten er at finde i erindringen

er at finde i billedet

ekkoer i mangel på ro

i mangel på ro

Den sidste Fuldmåne

Det, der kom bag på mig var, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun vred sine hænder, mens et blondelommetørklæde fik sin sarte skønhed flået til forrevne laser.

– Jamen, kære ven, sagde jeg med bestyrtelse. Du skulle jo have sagt det noget før. Jeg gik over mod hende, men hun vendte resolut ryggen til mig, forblev tavs med blikket rettet mod søen derude. Mørk lå den, men smuk i månelyset, når natteskyerne trak hen over det, der var den sidste fuldmåne.

– Den sidste fuldmåne…den sidste, sagde hun nu stille med en klang, jeg ikke før havde hørt, og som jeg bestemt ikke brød mig om. Hun vendte sig nu mod mig igen, mens et smil havde sat sig fast i hendes ansigt, stivnet til en grotesk karikatur af det ellers levende ansigt, jeg engang havde kunnet genkende. Kunne mærke hvordan en hvid, bidende kulde lyste fra hendes hår, fra hele hendes skikkelse.

– Kom, sagde hun, lad os gå. Du ved, hvad du har lovet mig, ikke? Hendes øjne lyste sært gule, hun rakte nu ud efter mig, og jeg fulgte med, som jeg havde lovet dengang. For længe siden.

Søen og månen og mørket. Os.